Sidste nyt

Håndgranat fundet i Netto


De ansatte hos Netto i Asnæs i Nordsjælland gjorde et noget bizar fund torsdag aften. Mellem frugt- og brød-afdelingen dukkede der pludselig en håndgranat op. 

– Vi blev ringet op klokken 19.35 af personalet i butikken, der fortalte, at de havde fundet en håndgranat. Det var ikke noget, de forhandlede, som de sagde, så de var lidt beklemt ved situationen og spurgte, hvad de skulle stille op, fortæller Henrik Møller Nielsen, der er vagtchef ved Midt og Vestsjællands Politi til bt.dk.

– Vi rådede dem til at evakuere butikken, indtil vi dukkede op. Det viste sig, at der var tale om en håndgranat fra Anden Verdenskrig. Den havde ingen detonator, kunne vi konstatere, så vi kunne selv håndtere situationen, siger han og forklarer, at det stadig er en gåde for både butikkens personale og politiet, hvordan granaten er endt inde i butikken.

– Hverken butikken eller personalet har modtaget nogle trusler, så vi har ikke nogen idé om, hvordan den er endt der, siger han og beder offentligheden om hjælp, hvis de kan være med til at skabe lys over situationen.

– Hvis der er nogen, der kan hjælpe os med at finde ud af, hvordan den er endt dér – på en hylde mellem frugt- og brødafdelingen – så må de meget gerne kontakte os, siger han.

Midt og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114

Kilde: dr.dk/P4