Sidste nyt

NY DIREKTØR FOR VAREFAKTA

img-responsive

Det bliver den 48-årige Heidi Søsted, der den 3. april sætter sig i direktørstolen. Hun har en særdeles stærk og relevant baggrund til at videreudvikle selskabet, konstaterer bestyrelsesformand Annette Kreiner.

Heidi Søsted er 48 år. Hun kommer fra en stilling som valgt forbundssekretær i Serviceforbundet, og kan desuden skrive daglig leder af Videncenter for frisører og kosmetikere på Gentofte Hospital på cv’et. Et forskningscenter som hun selv stiftede i 2006. Desuden har Heidi Søsted været ansat i Forbrugerrådet i to omgange som sundhedspolitisk medarbejder.

Heidi Søsted har en solid uddannelsesmæssig baggrund. Hun er uddannet farmaceut fra Københavns Universitet og har desuden en phd i allergi over for hårfarver. Som leder har hun mere end 10 års erfaring, og hun har suppleret ledelseskurser i Region Hovedstaden med en mini MBA i organisation og ledelse.

Den nye direktør kommer med mange idéer og store planer for Varefakta.

– Jeg kan rigtig godt lide Varefaktas formål om at give ærlig og solid information til forbrugerne, og jeg er glad for, at jeg har fået lov at stå i spidsen for Varefakta. Målet er, at Varefakta skal vokse markant i de kommende år, og jeg glæder mig til at udvikle strategien i samarbejde med bestyrelse og medarbejdere og i respekt for kunderne, siger Heidi Søsted, der efterfølger Helga Møller og tiltræder mandag den 3. april.

Varefakta