ARLA FORVENTER FLERE PRISSTIGNINGER

img-responsive

Det er sjældent, at Arla udtaler sig tydeligt om kommende prisstigninger. I går, onsdag – i forbindelse med de 13 øre ekstra til både konventionelle og økologer – var undtagelsen.

Over for Berlingske Business er Arlas direktør for råvarehandel, Thomas Carstensen, klar i mælet:

“Vi forventer, at det ikke bliver den sidste prisstigning. I andet halvår af 2017 ser vi positivt på efterspørgslen fra kunderne,” siger Thomas Carstensen.

Det er efterspørgslen på fedt – smør, fløde og ost – som presser priserne i den rigtige retning.

Han siger, at der ventes yderligere prisstigninger på mælken i Asien på grund af øget efterspørgsel og mindre mælkeproduktion.

Til andelshaverne skrev Arla onsdag: “Den nuværende markedssituation er karakteriseret ved stor efterspørgsel og små lagre af fedt, hvilket får prisen til at stige på smør, ost og andre fedtholdige produkter. Markedet for protein stabiliserer sig også, dog på et lavere niveau.

Det økologiske marked har set en vis styrkelse igen, og udsigterne forbliver stabile.

Volatiliteten i markedet er fortsat stor, og udsigten for de kommende måneder er stabil med en potentiel positiv udvikling.”

Kilde: Berlingske Business